Egedal Kommunearkiv Det første kommunearkiv i Egedal blev oprettet i Ølstykke kommune den 10.8.1994. Efterfølgende blev Egedal kommunearkiv oprettet den 1.1.2007 i forbindelse med kommunalreformen, hvor Stenløse, Ledøje- Smørum og Ølstykke kommuner blev lagt sammen til Egedal Kommune. Kommunearkiverne gemmer det materiale som har tilknytning til lokale myndigheder fra gamle dages sogne til dagens storkommuner. Ledøje-Smørum og Stenløse kommuner har ikke tidligere haft et kommunearkiv, hvorfor deres arkivalier fra før 1970 er afleveret til Statens Arkiver. Ølstykke kommune havde derimod oprettet et kommunearkiv og har således ikke afleveret arkivalier til Statens Arkiver. Det betyder, at Egedal Kommunearkiv i dag råder over alle arkivalier fra Ølstykke kommune fra 1842-2006, mens vi kun er i besiddelse af arkivalier skabt i perioden 1970-2006 fra Stenløse og Ledøje- Smørum kommuner. Egedal kommunearkiv har kun kommunale arkivalier, men arbejder tæt sammen med lokalarkiverne i Ølstykke, Stenløse og Ledøje-Smørum samt Skenkelsø Mølle Museum. Når Jørlunde nævnes på nogle af siderne, hænger det sammen med, at Jørlunde var en del af Ølstykke Kommune indtil kommunalreformen i 1970.